BOLIG+ er et ambitiøst initiativ med fokus på realisering af sunde, fleksible og energioptimerede boliger af høj arkitektonisk kvalitet.

På denne side kan du følge med i BOLIG+ processen og blive opdateret på projektets nyeste erfaringer.

Entreprenør-byggeteamet

BOLIG+ Søborg er opført med Dansk Boligbyg som hovedentreprenør. Hovedentreprenøren har på sædvanlig vis selv udvalgt deres underentreprenører – på nær en enkelt, nemlig entreprenøren til solcellearbejdet.

Hovedentreprenøren havde i sit tilbud en pris med på solcellearbejdet med under el-arbejdet. Arbejdet var imidlertid kun prissat 70 % under rådgivers overslag, hvorfor bygherre i forståelse med hovedentreprenør valgte at trække solcellearbejdet ud af kontrakten i første omgang. Aftalen var, at rådgiver skulle prøve at finde en entreprenør, der kunne løfte opgaven til prisen, og som var indforstået med at skulle indgå som underentreprenør under hovedentreprenøren. Rådgiver indhentede tilbud. Tilbud fra Racell Saphire Group vurderedes at være det teknisk og æstetisk bedste til prisen, og samtidig det projekt der vurderedes bedst at kunne løfte de arkitektoniske ambitioner. Efter at solcelleentreprenøren var indlemmet i striben af underentreprenører var holdet komplet.

En enkelt udskiftning måtte der dog til i utide. Det viste sig meget sent i forløbet, at ventilationsentreprenøren ikke var i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at løfte opgaven, og hovedentreprenøren så ikke anden udvej end at udføre en hurtig, men dyr udskiftning. Det er sådan en ting, som næppe var sket i en normal sag, men som kan være konsekvensen i en byggesag, hvor kravene – på trods af at næsten alt er hyldevarer – ikke er hverdagskost hos alle entreprenører.

Lars Kvist, februar 2016