BOLIG+ er et ambitiøst initiativ med fokus på realisering af sunde, fleksible og energioptimerede boliger af høj arkitektonisk kvalitet.

På denne side kan du følge med i BOLIG+ processen og blive opdateret på projektets nyeste erfaringer.

Konkurrenceindhold

BOLIG+ konkurrencen om 60 energineutrale boliger på Slagterigrunden i Aalborg blev udskrevet af Akademisk Arkitektforening og Ingeniørforeningen i Danmark, i samarbejde med BOLIG+, bygherren A Enggaard A/S og Aalborg Kommune i februar 2009. 

Dens formål var at opfordre byggebranchen til at arbejde helhedsorienteret og tværfagligt innovativt for at skabe spændende, energineutrale boliger af høj arkitektonisk kvalitet. Realdania og Elsparefonden (senere Go'Energi), samt EUPD-midler har finansieret konkurrenceforløbet.

konkurrence

Med BOLIG+ Energineutrale Boliger i Aalborg havde konkurrenceudskriverne stillet meget høje krav til branchen om udvikling af integreret design for at fremme miljøoptimering af byggeriet og hermed højne byggeriets kvalitet og byggesektorens konkurrenceevne nationalt og internationalt.

Konkurrenceopgaven skulle imødekomme 5 BOLIG+ dogmer og besvares på to niveauer: Dels et principielt BOLIG+ energikoncept, som kunne stilles til rådighed for byggebranchen generelt som shareware, dels et konkret BOLIG+ etageboligprojekt i Aalborg. Sidstnævnte omfatter 60 energineutrale ejerboliger, i alt 7.000 m2, der skulle opføres på en byggegrund i Nørresundby ud til Limfjorden. Byggegrunden er i lokalplanen udlagt som arkitektonisk eksperimentarium.

LÆS MERE I KONKURRENCEPROGRAMMET

 

Vibeke Grupe Larsen, oktober 2012