BOLIG+ er et ambitiøst initiativ med fokus på realisering af sunde, fleksible og energioptimerede boliger af høj arkitektonisk kvalitet.

På denne side kan du følge med i BOLIG+ processen og blive opdateret på projektets nyeste erfaringer.

BOLIG+ i Aalborg

BOLIG+ var i dialog med mange danske kommuner om muligheden for at bygge et etageboligbyggeri efter BOLIG+ principperne, og valget faldt på Aalborg Kommune.

I Aalborg er der fokus på god arkitektur og bæredygtig byudvikling. Aalborg kommune har i Lokalplan 12-072 vedr. Slagteriområdet i Nørresundby Midtby udlagt et areal til arkitektureksperimentarium med mulighed for bebyggelse i op til 10 etager.

 lokalitet 

Grunden er meget attraktivt beliggende ved havnefronten i Nørresundby, i tæt sammenhæng med både midtbyen og store rekreative arealer langs fjorden. Arealet kan bebygges med en samlet bebyggelse på 7.000 etm. Dette areal og den allerede vedtagne lokalplan kunne danne grundlag for gennemførelsen af BOLIG+ konkurrencen , og her var det meningen, at det første BOLIG+ etageboligprojekt skulle have været opført.

Aalborg Kommune indledte derfor et samarbejde med BOLIG+ for at realisere BOLIG+ etageboligprojektet med energineutrale boliger på dette sted, og i marts 2008 blev byggeområdet ’B3I’, også kaldet Slagterigrunden, på placeringen 'Mellem broerne', i Aalborg udbudt til salg - lokalplan 12-072

I maj 2008 kom der bud på grunden. Herefter var der en lang forhandlingsrunde, som blev afsluttet ultimo august 2008 med A. Engaard A/S som køber. Sideløbende blev der arbejdet på at udvikle konkurrencekravene og konkretisere konkurrenceforløbet samt forberede kick-off for selve konkurrenceprocessen.

BOLIG+ blev set som et projekt, der ville få fokus på Aalborg Kommune i de efterfølgende år - under projektudvikling, byggefase og efterfølgende brugerfase, hvor byggeriets arkitektoniske samt energi- og miljømæssige kvaliteter skulle evalueres af brugerne og af eksperter. Realisering af BOLIG+ projektet blev dermed en del af Aalborgs strategi for bæredygtig byudvikling med høj arkitektonisk kvalitet.

 

Vibeke Grupe Larsen, oktober 2012